Sidste nyt om afklaring af dækningsområdet
Så er vi ved at være ved målstregen for afklaring af dækningsområdet; der ligger nu to sager til behandling i Voldgiftsretten. Du kan i Nyhedsbrevet læs uddybning samt det videre forløb for øvrige sager.
Der er forløbet 15 måneder med drøftelse af overenskomst og efterfølgende 13 måneder med afholdelse af møder angående dækningsområde og forståelsesdokument.
Det står mig fortsat ikke helt klart, hvad der er formålet; er det ønsket om besparelse på længere sigt – det lyder ikke sandsynligt i denne tid ELLER er det af ideologiske årsager – fagbevægelsen skal stækkes.
Hvis dette er tilfældet, undrer det mig, at en boligforening, der udspringer af den Kooperative bevægelse og har et tæt forhold til Socialdemokratiet, arbejder hårdest for, at de ansatte inspektører ikke omfattes af en overenskomst..
På bestyrelsens vegne
Preben Sørensen
Formand for Faglig afdeling for Ejendomsinspektører
Status på overenskomstproblematikken (skrevet 16.03.2022)
Inspektørerne
Dækningsområde
Efter mange møder med flere bolig-/administrationsselskaber nærmer vi os nu de første afgørelser for tolkning af overenskomstens §1 Dækningsområde samt forståelsesdokumentet tilknyttet paragraffen.
Vores holdning er, at inspektørerne er omfattet af dækningsområdet.
Forbundet har fremsendt to klageskrifter til Voldgiftsretten for behandling af problematikken, og Retten har udpeget højesteretsdommer Lars Hjortnæs som opmand. Fra vor side har vi afklaret, hvem der skal procedere sagen, samt hvem der skal være sidedommer og vidner.
For nuværende afventer vi udelukkende dato for sagsbehandling.
I den kommende uge holdes endnu et organisationsmøde, hvor det forventes, at der ikke kan opnås enighed. Straks uenighedsprotokollatet foreligger fremsender Forbundet klageskrift til Voldgifts Retten; sagen omfatter mere end 30 inspektører omfattet af overenskomsten.
Vi påregner at holde yderligere 2-3 organisationsmøder den kommende måned, hvor forløbet forventes at være som beskrevet ovenfor.
Når vi er ret sikre på resultatet af forhandlingerne/drøftelserne, beror det på følgende udsagn fra modparten ved allerede afholdte møder; vi gør hvad DE siger – det skal vi lige høre DE om – det må vi ikke for DE.
Derfor fremstår det helt klart, at det er Dansk Erhverv (DE), der orkestrerer, hvorledes selskaberne skal forholde sig, og DE’s holdning kender vi jo allerede fra overenskomstforhandlingerne.
Overflytning til anden overenskomst
Nogle boligselskaber har, tilsyneladende efter vejledning fra DE, overført inspektører til AC-overenskomsten under henvisning til, at bygningskonstruktører (jfr. Statens cirkulære af 20.12.2021) er omfattet af ansatte Akademikere i staten.
Vort synspunkt er, at det ikke er den ansattes uddannelse, men arbejdets art og karakter, der er afgørende for ens faglige organisering.
Der er anmodet om organisationsmøder, og disse sager forventes også at ende til behandling i Voldgiftsretten.
Tidshorisont
Det er vores håb, at de første sager, der som nævnt allerede ligge til behandling i Voldgiftsretten, kan afsluttes inden sommerperioden, så vi har en retningspil for efterfølgende sager, hvorfor det er ret afgørende, at vi får medhold i de første sager. Men strategien fra DE’s side er tilsyneladende at udskyde tingene længst muligt, hvilket fra vores side er helt uforståeligt set i forhold til medarbejderne og også for selskaberne som arbejdsgiver.
Kontakt kan ske til pslund13@outlook.dk samt tlf. 4497 9315 eller via Faglig Puls tlf. 7015 4480
Video: Sådan søger du Tidlig Pension
Overvejer du at gå på Tidlig Pension? Klik på linket herunder og se filmen om kravene, og hvordan du søger.
Se filmen her
Ansvarshavende for nyheder fra Serviceforbundet:
Susanne Fasting, Kommunikationschef