Overenskomstforhandlingerne går ind i en afgørende fase

Velkommen tilbage fra ferie. Håber at alle, trods diverse restriktioner, har haft en positiv og givtig ferie.

Problematikken angående tolkning af overenskomst har ikke ligget stille i perioden, hvorfor vi som tidligere varslet foretager en status i dette nyhedsbrev. Der er tunge skyer, men forhåbentlig sol i vente.

Yderligere kan du læse de seneste informationer vedrørende den endelige indfasning af den nye ferielov. Du kan læse om efterårsferie og om ferietillæg.

Vær også opmærksom på en vigtig principiel sag, som betyder, at du kan have feriepenge til gode. Se FH’s omtale her.

Noter venligst, at der holdes generalforsamling 6. november på hotel Opus i Horsens. Der fremsendes separat indkaldelse, og bestyrelsen håber på stort fremmøde, da vi grundet arbejdsgivers holdning befinder os i en afgørende faglig konflikt angående vores faglige organisering.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen



OVERENSKOMSTEN –  Status

Inspektørerne

Sidste nyt om overenskomstsituationen

I løbet af ferien har sagskomplekset udviklet sig i en retning som gør at vi nærmer os en afgørende fase, hvor det centrale problem dækningsområdet kommer i spil.

Det har ikke været muligt at sagsbehandle dette tidligere, da vi ikke havde konkrete skriftlige tilkendegivelser, dette da arbejdsgiver udelukkende oplyste mundtligt, at inspektørerne ikke var omfattet af overenskomsten og derfor ikke ville blive lønreguleret i henhold til overenskomsten.

For nuværende er der inspektører som ikke har fået lønregulering siden 01.04.2019. Vi må sige, at arbejdsgiver efter vores mening udviser en uhørt arrogance, vi aldrig tidligere har oplevet i forhold til forhandlingerne med BL.

På grund af de rejste faglige sager angående manglende lønregulering, måtte DE/BL på forhandlingsmøderne begrunde, hvorfor der ikke var sket lønregulering jfr overenskomsten. Begrundelsen var, at inspektørerne efter deres vurdering ikke er omfattet af overenskomsten – hvilket udsagn/tilkendegivelse på mæglingsmødet kunne danne grundlag for en faglig sag.

Der er ingen tvivl om at DE/BL ønsker at trække ”konflikten” længst mulig, da svaret har været ”Jamen så må I jo rejse en ny sag om dette (dækningsområdet) og starte forfra”.

Derfor er sagerne til behandling opdelt i to kategorier

  • Nogle selskaber har to sideløbende sager; manglende lønregulering samt dækningsområdet
  • Nogle selskaber har foretaget lønregulering men oplyser nu, at de vil overføre inspektører til individuelle kontrakter

Forløbet i sagsbehandlingen er følgende:
Lokalmøde/Mæglingsmøde/Organisationsmøde/Faglig Voldgift (hvor sagen afgøres såfremt der ikke er opnået enighed på et af de tidligere møder).

Da sagerne er identiske og DE/BL tilsyneladende fastholder deres synspunkt, vil vi opfordre til at organisationsmødet springes over, da det udelukkende forlænger processen. Men kræver DE/BL at mødet skal afholdes skal dette ske.

Yderligere har vi nu konstateret at ved nyansættelse af inspektører sker dette i flere selskaber med individuelle kontrakter – hvilket I bedes være opmærksomme på og meddele fagforeningen da dette efter vores vurdering er i strid med overenskomsten. Det er, som tidligere oplyst, Forbundets holdning at samtlige sager, uanset antal, vil blive forfulgt som en faglig sag.

Ser man på BLs historiske baggrund er det noget overraskende, at de arbejder for at en stor gruppe medarbejdere ikke fremover skal være omfattet af en overenskomst.

MEN det mest chokerende er at Arbejdernes Almene Boligforening (AAB), en foreningen med rødder i andels- og fagbevægelsen, går hårdest i brechen for afvikling af inspektøroverenskomsten, hvilket Dansk Erhverv/BL ikke lægger skjul på er formålet med det nuværende forløb.

Kontakt kan ske til pslund13@outlook.dk samt tlf 44 97 93 15 eller via Faglig Puls tlf 70 15 44 80

Med venlig hilsen
pbv

Preben Sørensen
Formand for inspektørerne  


Har jeg nok feriedage til at holde efterårsferie?

1. september starter det nye ferieår. Måske har du holdt sommerferie og ser frem mod efterårsferien. 

Du får reglerne her

 

Har du ferie med løn? Tjek dit ferietillæg, måske skal du have penge i august

Hvis du har ferie med løn, så skal du formentlig have ferietillæg med augustlønnen. Ifølge Ferieloven er det på 1 procent af din løn. Men nogle overenskomster giver mere.

Læs mere om ferietillægget

 


Ansvarshavende for nyheder fra Serviceforbundet:
Susanne Fasting, Kommunikationschef