Nyt om voldgiftssag og overenskomstforhandlingerne

I dette nyhedsbrev kan du læse om resultatet af den første voldgiftssag og bestyrelsens beslutning i den forbindelse.

Du får ligeledes informationer om overenskomstsituationen og de kommende forhandlinger inden for vort område, herunder en oversigt over forhandlingsforløbet.

God læselyst!

Med venlig hilsen
Preben Sørensen
Formand for Landsklubben for Ejendomsinspektører


Voldgiftssag
Den første voldgiftssag, der vedrører en konkret ejendomsinspektør, er nu gennemført og afgjort den 2. januar 2023. Resultatet var desværre ikke til gunst for forbundet og dermed inspektørerne.

Der skal ikke herske tvivl om, at resultatet er totalt uventet og dybt frustrerende for bestyrelsen, da det fremførte angående dækningsområdets formulering var resultatet af mange lange og intense drøftelser af formuleringen. Fra forbundets side var der enighed om, at ejendomsinspektører var omfattet af dækningsområdets formulering.

Vi har anmodet forbundets advokat, der har ført sagen, foretage en vurdering af dommens præmis og hermed konsekvenserne, hvilket efterfølgende vil blive udsendt til samtlige og dommen lagt på vores hjemmeside.
Efter på forhånd at have drøftet dækningsområdets formulering med advokater/rådgivere føler vi os totalt kørt over, men må selvfølgelig tage afgørelsen til efterretning, men det huer os ikke eller sagt med andre ord: det er os inderligt imod.

Krav til overenskomstforhandlinger
Hermed en stor TAK til de medlemmer, der har reageret på vores udsendte spørgeskema angående krav til kommende overenskomstforhandlinger.

Ikke overraskende var hovedkravet en væsentlig regulering af lønnen, hvilket helt klart skyldes den nuværende inflation. Men der blev også fremført ønske om ekstra ydelse ved opsigelse samt ikke mindst regulering af fritvalgsordningen.

Diverse input og andre tilkendegivelser vil indgå i kravet ved forhandlingerne.

Lønregulering
I den forløbne periode har vi – på grund af inflationen der udgør ca. 10 procent – mistet en væsentlig del af købekraften; der er færre penge til indkøb af fornødenheder. Dette efterslæb ønskes indhentet i den kommende overenskomstperiode. Men arbejdsgiver tilkendegiver, at inflationen er udefrakommende, hvorfor dette som udgangspunkt ikke kan imødekommes.

Vi mener, at reallønstabet skal udlignes inden for den kommende overenskomstperiode, hvilket ved en overenskomstperiode på 3 år svarer til en årlig lønregulering på ca. 4,5 procent.

Forhandlingerne
De igangværende forhandlinger bliver meget svære på grund af den nuværende situation, hvor vi har svært ved at overskue forholdene ret langt frem. En positiv situation, når der skal forhandles løn, er, at arbejdsgiver har store problemer med at skaffe arbejdskraft, hvilket gør, at det alt andet lige er nemmere at kræve mere i løn.

Situationen er, at inden for industrien var der ved udgangen af 2022 (hvor forhandlingerne startede) 21 procent af virksomhederne der manglede arbejdskraft. Ved de tidligere forhandlinger i 2017 og 2020 udgjorde manglen 6 procent.

Vi mener også at have hørt, at det er svært at skaffe medarbejdere med de rette kvalifikationer, når der opslås ejendomsinspektørstillinger.

Forhandlingsforløb

  • CO-Industri påbegyndte forhandlingerne med Dansk Industri i januar, og der forventes et gennembrud i forhandlingerne medio februar.
  • Disse forhandlinger lægger niveauet for de efterfølgende forhandlinger.
  • Herefter går de øvrige forhandlinger for alvor i gang.
  • Overenskomsterne udløber 1. marts, og er der ikke opnået enighed udsættes konflikt af 2 gange 14 dage.
  • Ultimo marts fremlægger forligsmanden mæglingsforslag.
  • Medio april foreligger resultat af urafstemning af mæglingsforslaget:
    • Stemmes JA – ny aftale
    • Stemmes NEJ – storkonflikt efter 5 dage

 




 

Overenskomstforhandlingerne på det private område er i gang – hvad sker hvornår?

I 2023 skal 600.000 privatansatte have ny overenskomst. Bliv klogere på, hvad der forhandles om, og hvad der sker hvornår.

Læs mere om OK23 her

Anbefal en ven og få et gavekort på 300 kroner

Har du en kollega, som endnu ikke er medlem af fagforeningen? Du kan nemt og hurtigt anbefale din ven et medlemskab. Som tak for hjælpen får både du og din ven et supergavekort på 300 kroner.

Anbefal din ven her (Log på mit NemID/MitID)


Ansvarshavende for nyheder fra Serviceforbundet:
Susanne Fasting, Kommunikationschef